| A | |
Mit folk, som skænkte mig i dybe skåler | 11 |
| b | | den sunde bittre styrkedrik, hvoraf | 10 |
| b | | som digter jeg, på randen af min grav, | 10 |
| A | | tog kraft til kamp i døgnets brudte stråler, – | 11 |
| b | 5 | mit folk, som rakte mig den landflugts-stav, | 10 |
| A | | den sorgens byldt, de angstens rappe såler, | 11 |
| C | | det tunge alvors-udstyr til min færden, – | 11 |
| C | | dig sender jeg en hilsen hjem fra verden! | 11 |
| D | | Jeg sender den med tak for alle gaver, | 11 |
| e | 10 | med tak for hver en smærtens luttrings-stund. | 10 |
| D | | Hver vækst, som lykkes i mit livskalds haver, | 11 |
| e | | har dog sin rod i hine tiders grund; – | 10 |
| F | | at her de spirer fyldigt, rigt og gerne, | 11 |
| F | |
det skyldes gråvejrs-brisen fra det fjerne; | 11 |
| G | 15 | hvad solbrand løsned, det fik tågen fæste; – | 11 |
| G | | mit land, hav tak, – du skænkte mig det bedste. | 11 |
| H | | Ja, did, hvor tågen tumler sig om tinden, | 11 |
| i | | hvor gråvejrsbrisen over vidden slår, | 10 |
| H | | hvor der er lydt foruden og forinden, | 11 |
| i | 20 | hvor der er øde mellem gård og gård, – | 10 |
| J | | did ser jeg, som en lods fra skansens tremme. | 11 |
| J | | I natten og min digtning bor jeg hjemme. | 11 |
| k | |
Og mest i denne meningsmørke tid, | 10 |
| L | | da hjemmets liv et tvesyn slutter inde: | 11 |
| k | 25 | et folk, som kløver sig i spredtheds splid – | 10 |
| L | | og flokker sig om samlings-tankens minde. | 11 |
| M | | Men når jeg ser mod disse festens dage, | 11 |
| M | | mit syn går mer end tusind år tilbage. | 11 |
| N | | Der ser jeg højne sig af sagas skodde | 11 |
| o | 30 | hint træ, som sprat i dronning Ragnhilds drøm. | 10 |
| N | | Jeg ser det brede sig fra Næssets odde, | 11 |
| o | | rundt Nordkaps væg, øst over Glommens strøm. | 10 |
| P | | Jeg ser dets røde læg, dets grønne grene, | 11 |
| q | | jeg ser dets kviste, skinnende som sne; – | 10 |
| q | 35 | men under løvet er en slægt at se, | 10 |
| P | | som sidder nidsyg, hver for sig alene, | 11 |
| q | | på næs, i vik, i hver en afdals læ. | 10 |
| R | | Kun en står sorgløs midt iblandt de spredte. | 11 |
| S | | Han kaster legende sit livsmåls terning; | 11 |
| R | 40 | thi han har håb og tro, og er den rette, | 11 |
| R | | og har et verdensviljens krav at mætte, – | 11 |
| S | | og store drømmes løvtag om sin gerning. | 11 |
| T | |
Så går det løs! Den unge mod de gamle; | 11 |
| u | | det nye syn imod den vante sed. | 10 |
| T | 45 | Rundt Trondhjem ser jeg otte riger ramle; | 11 |
| V | | i otte slag blir otte konger fældte. | 11 |
| u | | Af høvdingstolen glider Rollaug ned, | 10 |
| T | | og sætter sig på jarlesædets skamle; – | 11 |
| V | | i Naumdal stikker Herlaug sværd i belte – | 11 |
| V | 50 | og går i haug med alle sine helte. | 11 |
| Y | | Da enes de, som står mod landets ening; | 11 |
| z | | da samles de, som slår for spredtheds værk; | 10 |
| Y | | da nytter de hårfagre kongens mening: | 11 |
| z | | at ryg mod ryg gør kæmpen tifold stærk. | 10 |
| A' | 55 |
Da flokkes Egder, Theler, Hørder, Ryger; | 11 |
| b' | | da skinner spilte sejl langs Listers strand; | 10 |
| A' | | der stritter vimpler, skum for stevnen fyger, | 11 |
| A' | | og som de rundt om Jeder-revet stryger, | 11 |
| b' | | der bæres hæse hærskrig ind mod land. | 10 |
| C' | 60 | De søger Haralds flok. Nu skal det fristes, | 11 |
| C' | | om hævdens træ fra farfars tid tør kvistes. | 11 |
| D' | | To tanker går i stål imod hinanden; | 11 |
| e' | | to tidehverv vil skifte hvasse ord. – | 10 |
| e' | | Fra løftingen ser Roald Rygg mod nord; | 10 |
| D' | 65 | kong Køtve bryner sværd mod skjolderanden. | 11 |
| D' | | Lidt frem endnu! I Hafsfjord venter manden. | 11 |
| | | |
| A | | Ser I de hundrede tjærede snekker, | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| B | | langskibes rader, som ligger for anker? | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| A | | Ser I, hvor Hårfagers hærklædte rækker | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| A | 70 | fylder og dækker | 5 -∪∪-∪ |
| B | | tofternes tiljer og æsingens planker? | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| C | |
Hører I duren af Hafsfjords-gnyet? | 11 -∪∪-∪∪-∪-∪ |
| d | | Hornkloves drapa har båret det frem. | 10 -∪∪-∪∪-∪∪- |
| C | | Stridsmænd for kvelden mod stridsmænd for gryet; | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| C | 75 | stridsmænd for næet mod stridsmænd for nyet; – | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| E | | snekker og knærrer, | 5 -∪∪-∪ |
| F | | med højbårne stavne, | 5 ∪-∪∪-∪ |
| E | | tørner og snerrer | 5 -∪∪-∪ |
| F | | som måger mod ravne; | 5 ∪-∪∪-∪ |
| d | 80 | fjordvidden mørknes af pilskyens bræm. | 10 -∪∪-∪∪-∪∪- |
| G | | Dronningens drømtræ er stedt i fare! | 11 -∪∪-∪∪-∪-∪ |
| H | | Egder og Theler vil løve dets tag af! | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| G | | Har ingen nød. Med økser snare | 11 -∪∪-∪-∪-∪ |
| G | | ringer om roden sig Hårfagers skare, | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| H | 85 | bøder de hvislende bilers slag af, – | 11 -∪∪-∪∪-∪-∪ |
| H | | berger den vordende tusendårs-saga. | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| I | |
Dagen lider og langskyggen falder. | 11 -∪-∪∪-∪∪-∪ |
| J | | Roald og Sote og Thore blunder. | 11 -∪∪-∪∪-∪-∪ |
| J | | Solen går under. | 5 -∪∪-∪ |
| I | 90 | Med den går under en udlevet alder; – | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ & ∪-∪-∪∪-∪∪-∪ |
| I | | det nybårne kalder. – | 5 ∪-∪∪-∪ |
| K | | Kong Køtve løber med skam af striden, – | 11 ∪-∪-∪∪-∪-∪ |
| K | | skønner, han kan ikke løbe fra tiden, – | 11 -∪∪-∪∪-∪∪-∪ |
| L | | løber endda, som Hornklove melder, | 11 -∪-∪∪-∪∪-∪ & -∪∪-∪-∪∪-∪ |
| M | 95 | længtende hjemad | 5 -∪∪-∪ |
| N | | til sulet og mjøden. | 5 ∪-∪∪-∪ |
| L | | Men Harald han tjælder | 5 ∪-∪∪-∪ |
| O | | knærrer og snekker. | 5 -∪∪-∪ |
| M | | Så frister de fremad, | 5 ∪-∪∪-∪ |
| O | 100 | de fremdjærve rækker, | 5 ∪-∪∪-∪ |
| N | | mod morgenrøden. | 5 ∪-∪-∪ |
| | | |
| a | | Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt, | 10 |
| B | | spandt norner gennem dem på skæbne-tenen. | 11 |
| a | | Men folkedrømmens træ fik vokse frit, | 10 |
| B | 105 | med løv i toppen og med frugt på grenen. | 11 |
| a | | Nu standser slægtens tog og skuer vidt | 10 |
| B | | fra skillet agterud. Nu rejses stenen, – | 11 |
| a | | hin landets tause lovsang i granit. – | 10 |
| C | | På vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde; – | 11 |
| C | 110 | i mørket tusler det, som vil os ilde. | 11 |
| D | | Jeg ser mit hjem med tågers fold om tinden, – | 11 |
| e | | mit hjem, hvor gråvejr over hejen slår, | 10 |
| D | | hvor der er lydt foruden og forinden, | 11 |
| e | | hvor der er ensligt mellem gård og gård. – | 10 |
| F | 115 | Hvad lusker der ved kveld på krøgte veje? | 11 |
| g | | Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før? | 10 |
| g | |
Han løfter klinken let på bondens dør, | 10 |
| F | | går som på sokker bent til mandens leje; – | 11 |
| Hh | | han hvisker ord i øret på den hvilende, – | 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| Hh | 120 | og så til næste nabo – lydløst, smilende. | 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| I | | Og det er ikke en jeg ser, men mange. | 11 |
| J | | Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; – | 11 |
| I | | jeg hører som en dur af dumpe sange, | 11 |
| I | | en døs, som tager sind og sans til fange, | 11 |
| J | 125 | et bys, som summer drømmens digt iglemme. | 11 |
| J | | Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme? | 11 |
| k | | Af Hafsfjord stiger de! Op, dagens mænd! | 10 |
| k | | Til Haralds-dyst! De døde går igjen! | 10 |
| L | | Ja, Roald, Sote, Thore Haklang lever | 11 |
| m | 130 | sit midnatsliv som dødning og som draug; – | 10 |
| L | |
og Rollaug rører på sig; Herlaug stræver, | 11 |
| m | | den gamle muldvarp, i sin sunkne haug. | 10 |
| N | | Sligt er det, som går lumsk på bygdens veje, | 11 |
| k | | budstikken bærende fra grænd til grænd; | 10 |
| N | 135 | sligt er det, som tar plads ved bondens leje, | 11 |
| k | | og byder lønlig leding ud igjen. – | 10 |
| O | | Op, dagens stridsmænd, fæld, hvad natten fødte! | 11 |
| p | | Om drømmens træ slå ringen tæt og rund! | 10 |
| O | | Hårfagre Harald kræver dådens støtte; – | 11 |
| p | 140 | det, som skal rage højst i denne stund, – | 10 |
| p | | det, vi skal ramme ned i Norges grund, | 10 |
| O | | det er en pæl igjennem dem, han mødte. | 11 |
| Q | | Thi vi har liv til sag, og de har døden; – | 11 |
| Q | | de har kong Køtves mål, vi morgenrøden. | 11 |
| R | 145 | Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe, | 11 |
| R | | lysvågen, over alle jordens toppe. | 11 |
| S | | Den sol, som brandt på Solferinos sletter, – | 11 |
| t | |
den sol, som farved Lissas vinblå dyb, – | 10 |
| S | | som bruned Porta Pias røde spetter | 11 |
| t | 150 | og jog i kælder Vatikanets kryb, – | 10 |
| U | | den sol, som lumred om Sadowas volde, | 11 |
| v | | var Hafsfjords-solen i vort nye døgn; | 10 |
| U | | det var den sol, som lyste for den bolde, | 11 |
| U | | da riget rejstes mellem holmer golde, – | 11 |
| U | 155 | en sol, som slog i flint de samme trolde | 11 |
| v | | og damped giften af den samme løgn. – | 10 |
| W | | Mærk hvor du står, du dagens norske broder! | 11 |
| y | | Tyd tidens tegn; med den er du i pakt. | 10 |
| y | | Idag er kun en ringe grundsten lagt | 10 |
| W | 160 | til større støtte for vor stammes moder. | 11 |
| z | | Læs tidens lov! Den tåler ingens trods. | 10 |
| z | |
Cavour og Bismarck skrev den og for os, – | 10 |
| a' | | og dødninger og drauger vog han fler af, | 11 |
| a' | | hin dådsmand og hin drømmer på Caprera. | 11 |
| B' | 165 | Ja, Haralds-tanken går igjennem tiden, | 11 |
| c' | | og Hafsfjords-slaget står den dag idag; | 10 |
| B' | | thi det er ånd mod ånd, som ildner striden, – | 11 |
| c' | | kong Haralds ånd med rigets helheds-sag | 10 |
| c' | | mod søndrings-ånden under småheds flag. | 10 |
| D' | 170 | Dog, svigter du, mit folk, i samlings-dysten, – | 11 |
| e' | | da ned med støtten på din høvdings grav! | 10 |
| e' | | Lad ikke stenen hykle over hav | 10 |
| D' | | og pege som en nidstang ind mod kysten. | 11 |
| F' | | Men har du høvding-sind, og vil du sejre, | 11 |
| g' | 175 | da ser jeg, lys og glad: du sejre får! | 10 |
| g' | | Da kan en slægt, som kommer efter vor, | 10 |
| F' | | den rette samlingsstøttes rejsning fejre; | 11 |
| F' | | men den skal bygges over døgnets lejre, | 11 |
| H' | | højt over bygdens stræv og byens bulder; – | 11 |
| H' | 180 | dens plads er given: det er Dovres skulder. | 11 |
| I' | |
Da er det sket, hvad dronning Ragnhild skued. | 11 |
| j' | | Da først, mit land, du yder højsind ly. | 10 |
| j' | | Da er din gamle stortid vorden ny, | 10 |
| I' | | og spådoms-gåden herligt løst i nuet. | 11 |
| K' | 185 | Da ser jeg dig, mit folk, som trøstig voved, | 11 |
| K' | | hvad du i samlings-festens rus har lovet, – | 11 |
| l' | | jeg ser dig træde tidens åbne spor | 10 |
| l' | | imod et frit, et helt, et mægtigt Nord; | 10 |
| M' | |
jeg ser dig som en slægt, der tungt har sovet, | 11 |
| n' | 190 | men sund er vågnet ved et manings-ord; | 10 |
| n' | | jeg ser dig som en slægt, der vil og tror, – | 10 |
| n' | | med kraft til mer end dont på land og fjord, – | 10 |
| n' | | med længslers hærgang rundt den vide jord, | 10 |
| M' | | og store drømmes løvtag om dit hoved! | 11 |
| | | |
